En lykkelig deportation

Det er ingen hemmelighed for folk, der kender mig, at da jeg for 15 år siden trak teltpælene op fra Århus, fra Gellerup-parken og Bazar Vest, fra Latinerkvarteret og cafélivet, fra min daglige gang på universitet og drog vestpå for at bo i Lemvig, føltes det bestemt som en deportation.

Jeg husker stadig den første tur herover, hvor vi kom forbi ko-skilte - og jeg et kort øjeblik troede, der var vilde køer i Vestjylland og var helt sikker på, at det næste skilt ville være det med kragerne, der vender. Jeg husker, hvordan jeg blevet slået af naturens barskhed, når vi bevæger os bare få kilometer vest for Lemvig, og jeg husker den slående ro og stilhed, som mit hoved på det tidspunkt havde svært ved at kapere.

At det skulle ende som en lykkelig deportation lå ikke nødvendigvis i kortene - og alligevel hænger jeg her stadig her 15 år og mange omvæltninger i livet senere. En stor del af mit hjerte er stadig i Østjylland, og jeg vil ikke udelukke, at jeg drager den anden vej igen senere i livet.

Men Vestjylland har vundet ved nærmere bekendtskab - og jeg sætter meget pris på både naturen, roen og det liv, man kan skabe for børn her, hvor der køres en anelse langsommere i overhalingsbanen. Der er rart og god her, hvor kragerne vender og hvor vi har Lars Tyndskids mark til nabo.