En engels tålmodighed

En hel dag i det skønneste selskab man kan tænke sig. En kollega-veninde åbnede sit hus for mine 3 piger og  mig - missionen var klar - der skulle sys penalhuse, og hun skulle være styrmand, da mine evner i den retning er nærmeste ikke-eksisterende - og min tålmoldighed med en symaskine ligger på et meget lille sted.

Planen rokkede ikke en tøddel tiltrods for, hun i timerne vi var der, nåede til læge med begge sine egne piger af 2 omgange - og at de hver især var plaget af sygdom og feber. De blev passer og plejet efter alle kunstens regler, samtidig med at hun fik installeret en ny ovn - OG hjulpet os med at udvælge stof, lave skabeloner, klippe, sy lynlåse i, sy selve penalhusene, rette skævheder, smile, snakke, grine og i den grad være godt selskab - ja og vi fik også mad - både frokost og aftensmad.

Mine piger siger det meget præcist - "hun er meget tålmodig og forklarer med sådan en stille og rolig stemme - slet ikke som dig mor...... " Hun er en af de største pædagogiske begavelser, jeg kender - og jeg forstår til fulde, at mine elever elsker hende og synes, tysk er for sejt. Mine egne pædagogiske evner minder i sammenligning med hendes mest af alt om kaptajnen på Fultons.....

Vi er nu landet herhjemme med hvert vores skønne penalhus - og med blod på tanden og lyst til at give os i kast med flere udfordringer med symaskinen :-) Hurra for gode veninder, inspiration og nye færdigheder.