En gang i mellem dunker jeg mig selv oveni hovedet og bander mig selv et godt stykke væk. Når jeg f.eks. indviliger i at hækle et efterskoletæppe med det, der føles som en million-millard lapper.
Jeg har nu endelig rundet de 100 og mangler kun rundt regnet en 90 stykker.... for slet ikke at tage om den hvide kant, der skal få tæppet til at hænge sammen og den lange og samlende kant tilsidst. Storetøsen følger ivrigt med og spørger mig tit og ofte, hvor langt jeg er. Hun synes, det bliver så fedt og så sejt, at jeg troligt hækler videre - også selvom kedsomheden for længst har ramt mig.
Hun skal få tæppe, skal hun, og der er heldigvis mange mange måneder endnu til at gøre det færdig.
Jeg synes, du er en sej mor, kan godt forstå at efterskolepigen glæder sig
SvarSletJaja, dunk du bare dig selv i hovedet; næste gang der kommer sådan et projekt fra en af dine tøser, siger du såmænd ja igen :-)
SvarSletDet er nogle skønne farver, du hækler i, det bliver et fedt tæppe
Hun glæder sig stort - mellemstetøsen er kommet i tanke om, at hun egentlig gerne vil have tæppet allerede nu - istedet for først til efterskole - Jeg har sat hælene i - men det er nok rigtig, at jeg springer i, når de beder mig og når de kigger på mig med de der særlige børneøjne. Så er jeg klar til at hente månen ned til dem :-)
SvarSletøj øj øj - kan sådan et tæppe ikke ses som et fælles projekt - og en anledning for din datter til at lære at hækle lapper ? ;o)
SvarSletDet er en fantastisk gave at få - en gave for livet.
Har selv et tæppe jeg hæklede sammen med min mormor og oldemor da jeg var 15 år - et klenodie idag.
Efterskolepigen bliver garanteret glad :o)
god påske