Borte tit-tit

Jeg skrev tidligere et indlæg om at følge sine ting på plads. Jeg må nu erkende, at den proces er jeg ikke nået helt i bund med - og det er tit og ofte at jeg leder efter dette og hint. Helt almindelige dagligdags ting som nøgler, briller og telefon men også ting, der ikke har været fremme et stykke tid - den der helt særlige opskrift, som ville passe fortrinligt til lige præcis det her garn eller den der dimsedut, som er så god, når man skal ordne den her kant.

Og så er der ting, der bare bliver væk og ikke er til at støve op. Det har været tilfældet med det mobiletui en veninde syede til mig til min fødselsdag - og som jeg bare var så glad for. Det har været forsvundet fra jordens overflade længe - som sunket i jorden.... væk væk væk. I et svagt øjeblik har jeg kigget anklagende på børnene og mistænkt dem i det stille for at have taget det, jeg har troet, jeg havde lagt det fra mig i en butik eller glemt det på et besøg et eller andet sted.

Og så pludselig uden forvarsel da jeg åbnede en skuffe den anden dag - lå det der og grinede til mig..... Faktisk er det sådan, at når en ting bliver væk, kan jeg sjældent finde den, når jeg leder efter den. Først når en anden ting bliver væk, og jeg leder efter den nye ting - dukker den første ting op. Det er lige før jeg kan få det til at ske bevidst. At jeg kan tænke, hvis jeg nu leder efter noget nyt, dukker det oprindelige nok op.

Det er besynderligt og mystisk - men også irriterende og tåbeligt - måske jeg skulle gå tilbage til den oprindelige plan om at følge tingene på plads og finde ud af, hvor de bor.