søndag den 3. februar 2013

Fru Pigalopp

Min weekend har været skøn - fyldt med gode mennesker, der byder på så mange vitaminer i både snak og væremåde. Mennesker, jeg har kendt i mange mange år, som jeg deler historie med og som kender mig ud og ind - både for det gode og også for de mørkere sider, og som holder af mig alligevel og ikke er bange for at sige og vise det. Det er god energi at være i trygge ramme og samtidig blive udfordret på livets vej og livets valg.

En af de piger, der krydsede min vej her i weekenden, var min kusine, som jeg er næsten jævnaldrende med. Vi har fulgtes gennem mange ting og gennem mange år. En gang i mellem har vores veje skiltes - og vi har haft nogle pauser, men har alligevel holdt fast og holdt ved. Hun er en af de personer, som jeg ikke kan tale med i halve og hele år og alligevel finde tonen med lige i det øjeblik, jeg tager i dørhåndtaget.

Hun sendte mig i går afsted med en melding om, at jeg var en ren Fru Pigalopp. Jeg havde kun en svag erindring om hende Fru Pigalopp og var nødt til at google hende, da jeg kom hjem for at finde ud af om det var en kompliment eller en kritik, jeg blev sendt afsted med.....


Jeg har efter lidt research valgt at tage det som en kompliment - også selvom jeg ikke synes, jeg helt har Fru Pigalopps størrelse. Det der kendetegner hende er en række skøre og skæve påfund. At hun er hurtig til at tilsidesætte sysler som rengøring og vasketøj for fantasifulde påfund, som hun gerne lever ud og deler med andre. Hendes hus er lettere kaotisk og bærer præg af de mange projekter.

Husker du Fru Pigalopp - og ville du tage det som en kritik eller et kompliment ?

3 kommentarer:

  1. Hende havde jeg da fuldstændig glemt. Gad vide om min datter på 10 næsten - er for gammel til den.......

    SvarSlet
  2. Ja hende husker jeg godt og det er da klart et kompliment :-)

    SvarSlet
  3. Hun er gået lidt i glemmebogen - men sjovt at genopfriske erindringen - jeg vælger klart at tage det som et kompliment :-)

    SvarSlet