Solo-rider

Det har været en speciel weekend med følelsesmæssige rutschebaneture, der føles lidt som hestespark og hvepsebid. Den beslutning, der blev taget og ført ud i livet for mere end en måned siden, er i denne weekend blev understreget ved at hjemmet, der før har dannet ramme om et parløb nu er indrettet til solo-ridt.

Det har efterladt en del tomme pladser - og jeg har flyttet og rokeret rundt for på bedste vis at få hjemmet til at hænge sammen - for at skabe ligevægt. Nød lærer nøgen kvinde.... at flytte store tunge møbler alene. Samtidig har jeg været overmandet af træthed, vrede, tristesse, skuffelse, ked-af-det-hed og erkendelse. Følelser, der har afløst hinanden og sparket godt til mig. Her mandag morgen føles det bestemt ikke som om jeg er klar til en ny uge.

Men jeg gør det - jeg rejser mig og går ud og møder verden med et smil. Det kan godt være, at jeg mest af alt trænger til at sidde en stund i fosterstilling og forholde mig til alle forandringerne. Men sådan er mit liv ikke skruet sammen. Smilet og glæden bliver smurt på, og jeg ved, at det er vejen til også igen at føle det dybt inde i hjerterummet. Jeg ruster mig og giver trætheden og alle de andre følelser baghjul.