En knaldende hovedpine, jeg både har forsøgt at kurere med piller, væske, mad, arbejde, hvile, og hvad jeg ellers har kunnet finde på, vil bare ikke slippe sit tag i mig. Den sidder lige oven i hovedet og gør mig kortluntet, ueffektiv og langsom.
Jeg har nu overgivet mig og erkendt, at dagen i dag ikke bliver en af de dage, hvor noget som helst kommer fra hånden - og istedet for at dunke mig selv yderligt i det i forvejen dunkende hoved, klapper jeg mig selv på skulderen for rent faktisk at have fået givet børnene noget i maven, fået smurt deres madpakker og for ikke at have rykket hovederne af dem, når de tager en af deres højlydte diskussioner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar