søndag den 12. juni 2011

Svink-ærinde

Bare for at få lidt luft under vingerne og for at se lidt andet end væggene omkring arbejdsbordet - rev vi formiddagen og en god del af eftermiddagen ud af kalenderen i går, sprang i bilen og trillede ned af kystvejen.

Et af formålene med turen var, udover energiopladning og en god frokost, at besøge Tind Mohair for der at finde inspiration og garn til sommerferieprojekterne. Jeg brugte lang tid der, jeg støvede rundt, mærkede og følte på garn, så på modeller - men fandt aldrig noget, der talte til mig eller krævede at komme på mine pinde. Tro det eller ej- jeg gik fra Tind uden at købe garn af nogen som helst slags. Det har sat mig i en krise af de helt store - og jeg er stadig på bar bund mht strik, der skal med på sommerferie lige om lidt.


Tilgengæld fik jeg en ny pung. Den gamle hang så godt som i laser, og pengene fossede ud af den - og ikke kun når jeg åbnede den :-) Den nye pung holder så åbenbart så godt på pengene, at jeg ikke engang er i stand til at købe garn. Chokerende.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar