Hvor var det lige det gik galt ? Hvordan var det jeg gik fra at være søde mor, der gjorde rare og fede ting for mine børn og fortjente et kram i ny og næ til at blive denne furie, fyldt med urimeligheder, og som beder om de mest uhyrlige ting - så som at bære tallerkenen ud efter aftensmaden eller holde værelset i en stand, vi undgår, at huset bliver lukket ned af veterinærmyndighederne ?
Jeg er teenageramt, og selv om derkun er en teenager i huset, er det som om, det smitter. Jeg er fuld af forundring over i mit professionelle liv at kunne få en hel flok teenagere til at gøre de mest mærkelige og underlige ting - bare jeg siger det på en bestemt måde og på en måde, så de kan mærke, jeg mener det - mens jeg her i det private bliver mødt af en modstand, som havde jeg bedt dem hente månen ned, hvis jeg beder dem om at bære deres glas med ud i køkkenet.
Forstår bedre og bedre udtrykket : Jeg er mor til en teenager og ved nu, hvorfor visse dyrearter spiser deres afkom.......
jojo, den er vi nok ret mange der nikker erkendende over. det går som regel over i löbet af få år.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Nu siger du få år Frida..... min ældste er 13 og yngstetøsen 6..... har en fornemmelse af at jeg må ruste mig til en mere eller mindre permanent tilstand - eller æde dem :-)))
SvarSletJa, her i huset har vi været teenage ramt i snart 2 1/2 år og det river til tider virkelig tænder ud og udløser både sved og tårer for specielt moderen her i huset. Den næste teenager er lige om hjørnet - dog er det en dreng så det er spændende hvordan han "finder på" at arte sig!
SvarSletJeg kan også blive frygtelig rasende på min teenager, da hun bare kan være så enormt urimelig både overfor sine nærmeste, men også overfor "hele verden"!!! Det er frustrerende når man synes, at man har opdraget hende til, at der skal være plads til alle!
Iøvrigt skal du vide at jeg beundre din flid helt enormt - og sikke skønne produkter det bliver til. Venligst Henriette fra Horsens
Dejlige ord Henriette - både om mine frembringelser og om livet med en teenager. Det giver mod og styrke at vide sig i samme båd som andre. En tro på at man måske ikke er så galt afmarcheret, som man ellers bliver tudet ørerne fulde af. Din besked gjorde noget godt for mig - tak for den :-)
SvarSlet