Et stort og brændende ønske er blevet opfyldt. Jeg er nu den lykkelige ejer af en Iphone og selvom det ikke er materielle ting, der giver livet indhold og lykke - bobler jeg alligevel indeni og drages af maskineriet. Jeg skal liiiige prøve, jeg skal liiiiige mærke og jeg skal bare liiige. Det er næsten som forelskelse.
Ligesom alle andre nye forhold er mit nye legetøj en rigtig tidsrøver. Jeg famler nu rundt på Itunes, finder smarte smarte applikationer, opretter kontakter, indtaster aftaler i kalenderen, mens jeg smiler bredt. Mit strikketøj ligger stille hen i kurven - dog har jeg fået hæklet et etui til det nye vidunder, så den ikke få ridser i lakken.
Og tænk engang al den her fascination og begejstring - og skidtet virker ikke engang optimalt endnu. Mindre detalje at der ikke er nogen "tjeneste", hvilket betyder, at jeg endnu ikke kan ringe og sende sms'er. Vitale funktioner ved en almindelige telefon - men jeg tøjler min utålmodighed og venter med roligt sind til kundeservice i mit telefonselskab åbner i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar