Tre skridt bagud

Der er gået eksamensræs i den her på matriklen - eller jeg er ihvertefald ramt og bladrer febrilsk i mine mange papirer, tjekker tekster og udtænker spørgsmål, så det er lige før jeg mister pusten. Selvom jeg nu befinder mig på den anden side af bordet, har jeg opdaget, at det ikke nødvendigvis gør den store forskel på nervøsiteten og heller ikke på forberedelsesfaktoren.

Jeg har den præcis samme angst for at gå i sort, ikke at kunne huske at tale sproget, ikke at kunne finde ordene eller huske teksterne - og den præcis samme præstationsangst - nu bare ikke på egne men på elevernes vegne. Samtidig ville det være lyv at sige, at ikke også jeg bliver vurderet på deres præstationer.

Jeg føler mig bagud og kæmper for at komme med. Nøgternt set er jeg helt med, men jeg mærker lige en snert af det vanvid, som drev mig i starten af mit arbejdsliv - Trangen til at være på forkant. Jeg opdagede på et tidspunkt, hvor jeg i flere år havde arbejdet i døgndrift og på de mærkeligste tidspunkter af døgnet, at strategien med at "være på forkant" ikke fungerer for mig - Hver gang jeg kom "på forkant" blev der frigivet energi til at se nye opgaver - og istedet for at få tid til andet - fik jeg blot mere tid til mere arbejde.

Nu kalder strikketøjet og inden længe en forhåbentlig god fodboldkamp - mens jeg lige tager den sidste tørn ved skrivebordet, nyder jeg det fantasktiske slot, min datter har lavet mig med raku-brænding. Farverne er flotte og formen helt unik.