Eksplosionsfare

Nu er det altså snart på tide, at jeg bevæger mig ud af det her arbejdsværelse, lægger teorierne og de støvede bøger på hylden for ellers enten eksploderer mit hoved eller også visner jeg ligeså stille væk.

Jeg er distræt, irritabel og deltager ikke nærværende i det liv, der udspiller sig lige her omkring mig. Jeg tænker tanker, forsøge at samle tråde og skabe sammenhænge og samtidig tager den ene dag den anden uden, jeg for alvor deltager i det virkelige liv.
Det er en proces, jeg på engang nyder og afskyer. Jeg nyder den rus, det giver, når et afsnit knækkes og sammenhængen opstår både i hovedet og på papiret. Jeg pines i processen og har et hoved, der er ved at eksplodere i forsøget på at trækkene enderne mod hinanden. Det er læring, og det gør ondt.

Mønsteret fra min studietid gentager sig. Hele formiddagen går med at bladre i bøger, læse lidt hist og pist, lave overspringshandlinger og i det hele taget bevæger jeg mig som katten om den varme grød. Over middag er det som om, der går hul, og teksten begynder at flyde fra fingrene, og jeg får sat sætning for sætning på papiret. Derefter er det svært at slippe for mig - og jeg giver først rigtig slip, når søvnen overmander mig.

I morgen er sidste dag i denne omgang. Onsdag træder jeg tilbage ind i virkeligheden og bevæger mig derud, hvor livet leves, og hvor det kræves at jeg deltager 100%.