ne øjeblik, hvorefter jeg igen få minutter efter befinder mig i mørket. Jeg mærker desperationen blive afløst af håb for igen at havne i desperation. Det gør ondt alle steder i kroppen og jeg pines. Jeg skriver problemformulering til min opgave. Det er en proces, jeg kender, og den er præcis så hæslig og smertefuld, som jeg husker den. Samtidig ved jeg også at selve skriveprocessen bliver langt mere behagelig, hvis jeg laver forarbejdet solidt og gennemtænkt. Arbejdet skal startes op nu, og intentionerne er ikke at trække det for meget i langdrag. Jeg husker alt for godt de forsømte forår fra min studietid, hvor man med misundelse betragtede andres projekter og planer for weekender og feriedage. Den del af livet som studerende springer jeg gerne over.
Mellem alt mine grublerier tager jeg lige et par pinde på mit strikketøj. Min jakke skrider fremad og det går forholdsvis hurtigt med 65 masker og pind 8. Garnet glider dårligt og jeg nyder ikke rigtig processen - men er meget produktorienteret. Jeg glæder mig til at kunne svinge den over skuldrene til en sort stram nederdel og sort bluse. Billede af det følger senere.
Peter og Mathias er netop kørt ud for at se på den her knallert som helt sikkert bliver indkøbt og så skal pudses og poleres til den dag han fylder 16. Nana og Karl hygger med spil, det er rart at høre når de hygger sig. Jeg er også ved at være færdig til afslapning foran tv´et og strikketøjet ved hånden.
SvarSlet