En lang dag på skolen, hvor mørket faldt på, mens stormen rasede og regnen væltede ned. Det gør det mindre surt at skulle være indedøre, når vejret ikke kalder på udendørs aktiviteter alligevel. Forude venter nu 72 timers frihed, inden en ny uge melder sin ankomst. De mange timer skal forvaltes godt og fordeles på en række af mine ynglingsprojekter.
Der skal laves nyt undervisningsmateriale, der skal nye blomster i stue og måske et par krukker på terassen. Stuerne skal tørres over med en våd og velduftende klud og de mange ufærdige idéer i strikkekurven skal ses efter i sømmene og plejes lidt.
Jeg nyder det allerede på forhånd og får svært ved at finde min seng. Måske jeg lige skulle tage de første par kapitler i den sidste bog af Stig Larsson. Jeg har haft den længe og gået omkring den uden at ville tage hul på den. Jeg ved, at når jeg først går i gang, får den alt for hurtigt ende - og lige nu nyder jeg bare de gode læseoplevelser, jeg ved, venter mig i Larssons univers.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar